Tuskærs køkkenfilosofi

“På Tuskær har vi et levende køkken, et lille inspirationsværksted, hvor madlavningen altid er en eksperimenterende proces og skaberglæden får frit spillerum.”

Lise Faurschou Hastrup, tidligere leder af Tuskær

Brød med økologi og natur

Vi prioriterer økologiske råvarer i topkvalitet.

Vi maler selv vores mel og valser vores gryn. Dejene hæver natten over, så der er en liflig duft af korn i køkkenet om morgenen, hvor vi ”spænder dejen op” og former brød, som igen efterhæver.

Vi bager med damp. Brødene bliver aldrig ens, og det har vist – ud over ingredienserne – noget med flod og ebbe, månefaser OG kokkens humør at gøre.

Att.ja7r1lbvsuvhbv8t r2ewxsmk0cx9ly bvmpfto0q0m

En kreativ hyldest til årstidens smage og farver

Vores frokosttallerkner kreeres fra dag til dag. De sammensættes primært ud fra årstidens grønsager. Vi prøver at tilfredsstille alle sanser: syns-, smags-, lugte, føle- og faktisk også høresans. Vi bygger tallerkenoplevelsen op ud fra smagene: sødt, surt, salt, bittert, umami (fyldig) og astringerende (en sammensnerpende fornemmelse).

Vi er opmærksomme på konsistens og tekstur (at blødt fx skal kombineres med sprødt). Der skal være farver for øjnene, gerne hele paletten, derfor bruger vi blandt andet en del spiselige blomster. Vores mål er at maden, som vi serverer, må give andet og mere end blot velsmag, mæthed og kalorier, nemlig sanselige oplevelser af den kreative impuls i madlavningen.
 

Klimavenlig mad

Det handler om at mindske vores klimaaftryk og tage en del af ansvaret for vores fælles fremtid.

Klimabelastningen fra gennemsnitsdanskerens daglige måltider er større end den samlede belastning fra personens forbrug af el, varme, benzin og diesel. Derfor er køkkenet i den grad et virksomt sted at gøre en indsats for klimaet.

I den helt enkle version handler klimabevidstheden i vores køkken om at bruge økologiske råvarer (vi har Fødevarestyrelsens Økologiske Guldmærke), vi bruger primært årstidens lokale grønsager og frugt. Vores køkken er vegetarisk/vegansk, dog med lidt økologisk fisk i enkelte menuer, og som et supervigtigt punkt: Vi arbejder bevidst på at undgå madspild. Den positive bivirkning af denne filosofi, udover mindsket klimabelastning, er at maden bliver sundere.

Smag på kulturen

Vi eksperimenterer ikke kun med maden i køkkenet, men bevæger os videre ud i krydsfeltet, hvor kunst, sansning og gastronomi mødes, blandt andet med vores koncept ”Smag på Musikken”, hvor Tuskærs køkken i samarbejde med kendte artister serverer særlige sanselige oplevelser af forskellige musikstykkers smag, konsistens og duft for gæsterne.
 

  • What a fantastic place

    “What a fantastic place, not only great for music but also for enriching and celebrating the magic gift of LIVING! I´m digging it! Thanks Lisa and the crew for making us feel right at home. Can´t wait to come back!! Love.” Peter Sprague

  • Helt henrivende

    Helt henrivende, forunderlig, opløftende frokost. Krop og sjæl. Lisbeth

  • Sundhed for alle pengene

    ” Tak for en dejlig temadag her på Tuskær! Hele sundhedsafdelingen, Lemvig Kommune, har haft en dejlig eftermiddag med god forplejning, skønne rammer, tid til refleksioner og i selskab med mange frivillige der har gjort det helt fantastisk. Tak til Lise – og hurra for gode og forpligtende fællesskaber. Sundhed for alle pengene!!” Lemvig Kommune