Naturmeditation ved havet v/ Liv Brøgger – AFLYST
Dato
1. marts 2025
10.00 – 16.00
1900 kr.
Når vi er åbent tilstede ude i det fri, opdager vi en måde at være på, som er helt naturlig. Så naturlig, at vores vanemæssige måde at være tilstede på ikke kan opfatte det, og vores komplicerede sind ikke kan se det. Denne naturlige væren vil vi give plads og undersøge på denne workshop:
’Horisonten ligger stabil derude. På nogle dage synlig, andre dage ude af sigte. Du sidder på stranden og lytter. Med alle dine sanser. Inderst inde er der helt stille. Nogle dage er stilheden mærkbar for sanserne, andre dage udenfor rækkevidde.
Foran dig er havets bølger. Altid i bevægelse. Åndedrættet bølger i dine lunger og har gjort det, lige siden du blev født. Og bliver ved til du dør.
Indånding. Udånding.
Opmærksomheden springer og registrerer enhver bevægelse derude og enhver sansning i kroppen. En måge, der svæver i vinden langs en særlig smuk bølgebrydning. En følelse i hjertet eller en tanke i sindet. Ligesom bølgerne på havet og åndedrættet i kroppen er sindet altid i bevægelse.
Indånding. Udånding’.
Du vil på kurset komme til at arbejde med at være stille. Du vil få mulighed for at undersøge, hvad der sker, når du undlader at gå med tanker, følelser og impulser og afstår fra at gå imod dem. Og hvordan det er at være dig og være sammen med andre, når du blot lytter, sanser, trækker vejret og er tilstede.
Pris: 1900kr
Udover undervisning dækker prisen frokost samt 2 mellemmåltider inkl. kaffe/te.

Liv Brøgger er privatpraktiserende psykolog i Skanderborg.
Ud over individuel terapi og parterapi laver hun kurser i selvudvikling og meditation.
Hun har haft en daglig meditationspraksis gennem mere end 20 år, og er optaget af,
hvordan meditation fordyber, når man er ude i naturen.
Hun har tidligere fået undervisning af Jes Bertelsen og har gennem mere end 10 år
være optaget af den fordybelse møder med Margit Madhurima Rigtrup har inspireret til.
Se eventuelt www.livbrøgger.dk
Program:
Vi mødes på Tuskær kl 10.
De øvrige tidspunkter rykkes eventuelt i forhold til vejret, men programmet er i udgangspunktet således:
Kl 10-12: Samling af gruppen i Tuskærs kursusrum, let yoga og forslag til meditativ indstilling.
Kl 12-13: Meditation på stranden i stilhed.
Kl 13-14: Frokost på Tuskær
Kl 14-16: Meditation på stranden eller gåtur i stilhed + opsamling af de meditative erfaringer, feedback fra Liv og afrunding af dagen indendørs.
Praktisk: tag tøj på, som passer til vejret og medbring underlag og eventuel vind- og vandtæt poncho eller regnslag til at sidde på stranden. Der er måtter og puder i kursusrummet, men medbring en vandflaske og eventuelt en notesbog.